Overblik gav overskud – Helle kan selv
Da Helle Brix Petersen sidste år blev skilt og fyret efter en fyringsrunde, væltede hendes verden. Helle tog mod til sig og kontaktede Økonomirådgivningen, da alt ramlede.
Helle Brix Petersen havde arbejdet siden hun var 12 år og aldrig været uden arbejde. Da hun samtidig blev skilt, var det mere, end hun kunne overskue. ”Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle havne i denne situation. Jeg var i chok, vred og bekymret og kunne slet ikke overskue konsekvenserne og omfanget af alle de omvæltninger. Jeg var meget langt nede, og økonomien fyldte allermest. Jeg kunne ikke rumme eller overskue det, hvis det var nødvendigt at flytte.”
Større selvtillid
Helles eksmand havde stået for økonomien, men efter det første møde med Jakob Holmgaard Larsen fra Økonomirådgivningen fik Helle hurtigt et overblik over økonomien og konsekvenserne af skilsmissen og fyringen. ”I bagklogskabens lys har jeg handlet naivt og overladt styringen af min økonomi til min eksmand. Det gode ved mit møde med Økonomirådgivningen var, at rådgivningen var reel, ærlig og realistisk. Jeg havde brug for et overblik og hvordan man navigerede i netbank, budget osv. Det fik jeg, og vi mødtes 1 gang månedligt og så på budgettet. Jeg fik også rådgivning i forhold til min bil, og det gav mig et overblik over, hvor meget den faktisk kostede, og hvor meget jeg kunne spare, hvis jeg solgte den, og jeg endte med at komme gældfri ud af det”, fortæller Helle, der heldigvis også kunne blive boende i sin lejlighed.
”Det har styrket min selvtillid og selvværd, at jeg kan klare mig selv. Jeg har fået lavet en opsparing, og der er gået lidt sport i at klare mig, og Jakob har i høj grad været med til at motivere mig. Jeg ved, at mad på bordet, huslejen, a-kasse og forsikringer er det vigtigste. Jeg holder godt øje med budgettet og er meget opmærksom og sikrer hele tien, at der ikke er minus”. Det er nyt for Helle, men hun nyder selv at have kontrollen.
Et spark bagi
Helle oplevede ingen hævede pegefingre hos Økonomirådgivningen, men gode råd og retningslinjer. ”Jeg fik ofte en opgave til næste gang, vi skulle mødes. En slags to-do-liste. Det var meget konstruktivt, og så sørgede jeg for at få det gjort til næste gang, mens Jakob ordnede noget andet. Det var meget motiverende”.
Helle er kommet i job igen, og det økonomiske overblik har givet overskud. ”Ingen kan tage ansvaret for en, man er selv ansvarlig for sine handlinger, men det er alligevel en hjælp, når man er i nød, at der er nogen, der sparker en bagi”, siger Helle, der dog synes, at det var meget grænseoverskridende at tage kontakt til Økonomirådgivningen. ”Jeg var flov og sønderknust, men blev mødt helt fordomsfrit af Økonomirådgivningen, og tilgangen var meget anerkendende. Tingene blev ikke pakket ind, og det kan jeg godt lide, det kan bruges til noget og handles på.” Helle opfordrer andre til at tage kontakt og ikke tøve. ”Man skal ikke være bange for at kaste sig ud i det, det er ikke farligt, men tværtimod en kæmpe hjælp”.
